Forskere var selv forsøgskaniner

For at bevise, at gul feber ikke er smitsom, greb den amerikanske læge Stubbins Ffirth i begyndelsen af 1800-tallet til usædvanlige metoder.

Han skar små rifter i sin arm og hældte frisk, sort opkast fra patienter med gul feber i sårene. Da lægen ikke blev syg, tog han skridtet videre og dryppede opkast i sine øjne.

Opløftet af sin hidtidige succes tog Ffirth mere drastiske midler i brug – han drak et helt glas bræk og rundede omsider eksperimentet af ved at smøre sin krop ind i spyt, sved, blod og urin fra mennesker med gul feber.

Bagefter var Stubbins Ffirth lige så sund og rask som altid – et tydeligt bevis på, at han havde haft ret, konkluderede Ffirth. Siden skulle det dog vise sig, at han tog fejl: Gul feber er ekstremt smitsom og indføres i blodbanen via myggestik.

Det fandt han ud af:

Ffirth konkluderede, at gul feber ikke smitter. Desværre tog han fejl – smitten overføres via myggestik.

I februar 1921 besluttede den rutinerede kirurg Evan O’Neill Kane sig for at blive sin egen patient. Han ville fjerne sin ­blindtarm og ved ­lejligheden teste, om lokalbedøvelse var ­tilstrækkeligt under indgrebet.

Med et bjerg af puder i ­ryggen og med et spejl at støtte sig til satte den 60-årige Kane sig til rette på operationsbordet, gav sig selv en lokalbedøvende ­indsprøjtning og skar hul i sit ­maveskind ind til blindtarmen.

En halv time senere var ­operationen veloverstået – og Kane en blindtarm fattigere og en ­vigtig erfaring rigere: Lokal­bedøvelsen havde taget ­smerterne ved ­operationen.

Kane kom sig hurtigt oven på indgrebet, og opmuntret af ­succesen opererede han 11 år senere atter sig selv – denne gang for lyskebrok. Det langt mere komplicerede indgreb tog to timer og var også vellykket.

Det fandt han ud af:

Det er muligt at operere en patient, der er ved ­bevidsthed, under lokalbedøvelse – en ­meget mere skånsom ­metode end fuld bedøvelse.

Da hjertekirurgien var i sin barndom, ­diskuterede lægerne, hvorvidt en patient kunne overleve at få undersøgt hjertet med et kateter, som blev ført ind gennem en vene. De fleste antog, at sådan et indgreb ville være dødbringende, men ikke den 25-årige tyske læge Werner Forssmann, som arbejdede på et sygehus i Eberswalde nær Berlin.

I en middagspause en sommerdag i 1929 besluttede han sig for at eksperimentere med indgrebet på sig selv. Han førte et 65 centimeter langt, tyndt kateter ind i en blodåre på sin arm og videre ind til hjertets højre forkammer.

På ­sygehusets røntgenafdeling kunne han følge kateterets rejse til sit mål og den helt store triumf: At han havde vist, at indgrebet var muligt, og at han havde overlevet sit eksperiment.

Kort efter indgrebet udgav Forssmann en afhandling om hjertekateterisation, men uden at høste den mindste smule anerkendelse. Kollegerne­ fordømte teknikken, fordi den efter deres opfattelse var alt for risikabel.

I 1940’erne fik Forssmann dog omsider ­overbevist lægeverdenen om hjertekateterets­­ ­fortræffeligheder, og i dag er Forssmanns teknik udbredt på hjerteklinikker over hele kloden.

Det fandt han ud af:

Forssmanns teknik gør det blandt andet muligt at foretage trykmålinger i hjertet. I 1956 fik han Nobelprisen for opfindelsen af teknikken.

Den rumænske retsmediciner Nicolae Minovici kastede sig i begyndelsen af 1900-tallet ud i en lang række halsbrækkende forsøg, der skulle gøre ham klogere på, hvordan det føles at blive hængt.

Fra at han lå på en briks og strammede en løkke om sin egen hals, udviklede forsøgene sig til, at han dinglede to meter over jorden i en løkke.

Ubehaget var voldsomt for Minovici, men ­alligevel fortsatte han ufortrødent sine ­eksperimenter og beskrev dem i et 200 sider langt værk.

Det fandt han ud af:

Han fik beskrevet, hvordan det føles at blive hængt.

I 1930’erne var forskerne rygende uenige om, ­hvorvidt den sorte enkes bid er giftigt for ­mennesker. Den 32-årige medicinprofessor Allan ­Walker Blair besluttede­ sig for at tage sagen i egen hånd og lod sig bide af en hunedderkop.

Blair fik krampe i musklerne, gispede efter vejret og vred sig i smerte, samtidig med at han tapsvedte, og blodtrykket styrtdykkede. I huj og hast blev professoren indlagt, og efter flere døgns pinsler slog en læge fast, at han aldrig havde set en patient lide så meget.

Blair kom først til hægterne igen efter en uge, hvor han flere gange havde takket ja til morfin.

I månederne efter stikket kløede det over hele ­kroppen, og huden på både hænder og fødder føltes, som om den brændte. Blair konstaterede, at “et bid fra hunnen er faretruende giftigt for et menneske”.

Det fandt han ud af:

Han overbeviste datidens mange skeptikere om, at en sort enkes bid ­potentielt er livsfarligt for mennesker.

Under 2. verdenskrig sammensatte Elsie Widdowson en forsøgs­diæt af brød, kartofler og kål, som var fødevarer, der stort set altid var til rådighed i hendes hjemland, England.

I tre måneder levede Widdowson af denne smalkost. Kiloene raslede af hende, men for at bevise, at diæten var ­tilstrækkelig, tog hun op i nationalparken Lake District, hvor hun i løbet af én dag brændte 4.700 kilokalorier af ved at vandre 58 kilometer og ­klatre to kilometer op i bjergene.

Widdowson klarede strabadserne og konkluderede, at diæten dækkede ­kroppens behov, hvis man tilsatte kalk.

Det fandt hun ud af:

Hendes forskning ­dannede grundlag for den ­britiske regerings rationeringspolitik under 2. verdenskrig.

Det sidste, John Stapp nåede at sige, inden raketslæden Sonic Wind 1 accelererede, var: “Jeg forsikrer jer, jeg glæder mig ikke til det, der skal ske”.

Stapp var læge hos det amerikanske luftvåben, og i håbet om at kunne ­opklare, om en jagerpilot ville kunne overleve at blive katapulteret ud af et overlydsfly, havde Stapp tilbudt sig som forsøgskanin. Gentagne gange lod han sig spænde fast i en raketslæde, der ­drønede afsted på en skinnestrækning.

En decemberdag i 1954 skulle Stapp afsted på sin 29. tur, den hidtil vildeste, hvor han takket være slædens ni raketter ville nå en hastighed nær lydens. Under ­tidligere eksperimenter havde Stapp fået knust halebenet, brækket flere ribben og haft blødninger i øjnene, så han var godt klar over, at han satte livet på spil.

Og han slap da heller ikke helskindet fra turen. Opbremsningen skete så brat, at blodkarrene i Stapps øjne bristede, og øjnene bulede ud af øjenhulerne.

Vovepelsen mistede midlertidigt synet, men han kunne glæde sig over ikke alene at være den hurtigste mand på jorden, men også at have bevist, at jagerpiloter kan overleve kræfterne fra en ekstrem ­acceleration og voldsom opbremsning.

Det fandt han ud af:

Piloter kan overleve ­g-påvirkningen, når de bliver katapulteret ud af overlydsfly.

I begyndelsen af 1980’erne satte den unge australske forsker Barry J. Mar­shall og hans kollega J. Robin Warren sig for at bevise, at ­mavesår skyldes helicobacter­bakterien – ikke stress eller stærk kaffe som hidtil antaget.

Men da læger og forskere over hele verden hånede de to og udråbte dem til kvaksalvere, tog Marshall drastiske midler i brug for at bevise, han havde ret. Han drak et ordentligt skvæt helico­bacter­bakterier, som med hans egne ord “smagte lidt af kold kyllingesuppe”.

Mavesåret brød ud, og bakterierne vrimlede i det betændte område. Skeptikerne krøb til korset og anerkendte, at de to forskere havde ret.

Det fandt de ud af:

Deres forskning lagde grunden for, at det blev muligt at behandle ­mavesår med en relativt simpel antibiotikakur.