Intet grundlag for at kræve manden fængslet, men politiet opretholder sigtelsen for rufferi mod pornofotograf, der har fået lukket sine betalingshjemmesider.

Politiet i Århus løslod onsdag en 49-årig omstridt buschauffør og pornofotograf, efter at manden tirsdag aften blev anholdt, sigtet for rufferi.

Efter afhøring har politiets jurister vurderet, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling, oplyser vicepolitiinspektør Jørgen Munk.

Politiet opretholder dog sigtelsen for rufferi mod fotografen for i flere tilfælde at have modtaget betaling for seksuelle ydelser, som forskellige kvinder har givet mandlige kunder i fotografens hjem udenfor Århus. Her er sexforretningerne blevet filmet, og fotos og film har fotografen efterfølgende lagt ud på diverse betalingshjemmesider, som han driver.

Manden har også tilbudt børnefotografering og skolefotografering.

 I forbindelse med anholdelsen ransagede politiet fotografens hjem og beslaglagde forskelligt computerudstyr. Det betyder, at mandens betalingshjemmesider nu er lukket, oplyser Jørgen Munk.

/ritzau/